De 7 vigtigste Google Analytics ændringer du burde kende til

  • Sharebar

Kender du det, at du kigger dine powerpoint slides igennem og finder ud af, at den forberedelse du har levet pludselig er håbløst forældet? Den fornemmelse har jeg haft meget på det seneste.

Jeg har for nyligt holdt en række workshops om Google Analytics for Samdata. I løbet af de to måneder det har varet, har Google Analytics ændret sig eller fået nye features ikke mindre end 13 gange. Det er super fedt at se platformen udvikle sig, men jeg har godt nok skulle holde tungen lige i munden, for at mine slides ikke var håbløst forældede.

Hvis du er interesseret i, hvilke nye fede ting, der er kommet til Google Analytics og hvordan de påvirker dig, skal du bare læse videre. Her er en oversigt over de 7 vigtigste ændringer, set fra mit synspunkt.

1. Google Analytics v5

Google er godt i gang med at udvikle den nye version af Google Analytics, som dog stadig er i beta indtil videre. Det er primært her, du vil se de nye ting ske. Så vidt jeg er bekendt (nogen derude med insider viden?), har Google ikke sat en release dato på v5 endnu. Det passer mig dog fint, da der stadig er en del småfejl og irritationsmomenter, der skal glattes ud før den nye version er klar til 100% at tage over for den gamle.

Sådan påvirker det dig:
Inden alt for længe vil Google Analytics skifte over til det nye interface. Derfor vil det være en god idé, allerede nu, at prøve det nye interface af. På den måde kan du se hvilke muligheder du nu har og vænne dig til den version du kommer til at arbejde med i fremtiden. Du har allerede nu adgang til v5 ved at logge ind som normalt og klikke “Ny version” i toppen af skærmen.

Du kan se en kort video præsentation af Google Analytics v5 her.

2. Ændring i udregningen af besøg

Besøg er et af de vigtigste tal i Google Analytics. Det er blandt andet basis for udregningen af din konverteringsrate. Det er ikke sikkert du har tænkt over det, men Google er nød til at beregne, om en sidevisning tæller som et nyt besøg, eller om det er en del af det samme besøg, der bare fortsætter. Google besluttede d. 17. August 2011 at ændre sine regler for, hvad der tæller som et nyt besøg. 

Forstil dig det her:

  1. Du går ind på kaffekander.dk via et link på en anden hjemmeside.
  2. Derefter går du væk fra siden og søger på Google.
  3. Du klikker på et adWords fra kaffekander.dk.

Med Googles gamle metode, tæller ovenstående som ét besøg og besøget rapporteres til at komme fra websiden, hvor du klikkede linket. Altså kun ét besøg, på trods af, at du besøgte siden to gange (fordi der gik under 30 min. mellem de to besøg). Hvis du derefter foretager et køb, tæller det som et køb fra Google AdWords annoncen.

Med den nye metode tæller du som 2 besøg, ét fra den anden webside og ét fra Google AdWords annoncen. Købet måles til at komme fra besøget fra Google AdWords ligesom før.

Læg dog mærke til den logiske fejl: I den gamle metode er der 0 besøg fra Google AdWords, men 1 konvertering (dvs. en konverteringsrate på 1/0). Det holder ikke.

Sådan påvirker det dig:
Det er forskelligt fra webside til webside hvor stor betydning ændringen har i dit data. Men vi kan glæde os over, at besøg nu giver lidt mere mening. Samtidig har det banet vejen for mulikanals visualiseringer, som ikke var muligt med den gamle metode.

Du kan læse mere om ændringen på Google Analytics blog.

3. Multikanals kanalvisualiseringer

Multikanals visualiseringen er en af de virkelig fede nye features i Google Analytics v5. Vi ved jo godt, at de færreste køber et produkt i en webshop uden at have kigget nogle gange, sammenlignet priser og vurderet om shoppen virker troværdig. Derfor er det sjældent første besøg på webshoppen, der giver salget.

Men forestil den omvendte situation fra før:

  1. Kunden starter med at klikke på din adwords annonce og finder et produkt, han gerne vil købe.
  2. Han går tilbage til Google for at tjecke konkurrenternes priser ud.
  3. Heldigvis var du billigst, så kunden bruger Google til at finde frem til din webshop igen.

Når kunden nu køber produktet, vil det se ud som om han fandt dig via en Google søgning på din virksomheds navn, fordi det sidste besøg altid får æren af konverteringen. Men i virkeligheden fandt han dig jo via din adWords annonce. Det kunne altså se ud som om du ikke havde fået værdi af dine adWords, selvom de i virkeligheden var en vigtig del af salgsprocessen.

Det er den opførsel multikanals visualiseringen kan hjælpe dig med at forstå.

Sådan påvirker det dig:
Ved at lade dig se kundernes vej fra første besøg til slutkøbet, kan du få en meget bedre fornemmelse for, hvordan dine kunder køber hos dig. Det kan du f.eks. bruge til at lægge dine penge i den rigtige form for annoncering. Det er da meget fikst, ikke?

Læs mere om mulikanals visualisering på Google Analytics egen blog.

4. Realtids statistik

Dataet i Google Analytics er typisk imellem 4-24 timer gammelt. Det har noget at gøre med den måde Google behandler dataet på deres servere, men det er sådan set ligegyldigt. Hvad der er vigtigt er, at du nu har mulighed for, at måle en del af statistikken i realtid, minut for minut som dataet ruller ind. Google Analytics Realtime lever som en separat rapport i Analytics, med et begrænset sæt data, der ikke kan kobles sammen med resten af rapporterne, du ellers har adgang til.

Sådan påvirker det dig:
På trods af begrænsningerne, giver det dig nu mulighed for, at spore udviklingen af meget tidsfølsomme kampagner, hvor det giver mening at spore besøgstallene minut for minut. Hvis du skyder en social media kampagne afsted, vil holde skarpt øje med en webside for en kørende konference eller forsøger at lancere en viral video, er realtime resultater essentielt for dig.

Lov mig bare, at du ikke sidder hver dag og glor på den rapport! Fokusér på det, der giver dig værdi på bundlinien i stedet. (Det er en vildt hypnotiserende rapport, jeg ved det godt!).

5. Webmaster tools i Google Analytics

Webmaster Tools er et seperat værtøj Google tilbyder, til at give dig et indblik i, hvordan Google indekserer dit website. Nu kan Google Analytics og Webmaster Tools kobles sammen, så du har alt dit data samlet i Google Analytics.

Sådan påvirker det dig:
Du har nu adgang til data fra Webmaster Tools, der f.eks. både kan fortælle dig hvilke søgninger du typisk bliver fundet på, din gennemsnits position i resultaterne og hvor mange, der klikker på resultatet og ender på dit website. Det er super smart, da du nu har dataet samlet i ét værktøj. Der er dog ingen integration af dataet fra Webmaster Tools ind i andre rapporter i Google Analytics, så du kan f.eks. ikke se hvor meget gennemsnitpositionen af et søgeord påvirker antal køb i din netbutik.

Vi krydser fingre for, at værktøjerne bliver endnu mere integrerede. Indtil videre kan vi dog bruge nogle små tricks til, at samle dataet alligevel (følg med her på bloggen!).

Du kan læse hvordan du kobler Webmaster Tools sammen med Google Analytics her.

6. Vi mister keyword data for organiske Google søgninger

Stor panik!

Google har besluttet at skifte google.com over til en sikker SSL protokol, hvilket betyder, at dine søgninger på Google er skjulte for omverdenen, hvilket jo er en god ting. Men desværre går det ud over vores data i Google Analytics. Det betyder i praksis, at for en procentdel af dine besøgende, vil du ikke kunne se hvilke søgeord de har brugt på Google for at finde din webside.

Sådan påvirker det dig:
Ændringen har potentielt set store konsekvenser for søgemaskineoptimering og optimering af dine landingssider. Heldigvis er ændringen indtil videre ikke rullet ud på google.dk og det påvirker kun de besøg, der er logget ind med deres Google konto. I praksis vil det altså kun være en mindre procentdel (2-3% siger de indledende, amerikanske tal) af dine besøgende, der er påvirket af denne ændring.

Hvis du vil læse videre om Googles ændring og de dobbeltmoralske aspekter af sagen, kan jeg anbefale dette indlæg fra Search Engine Land.

7. Ny flow visualisering

Det her er helt klart den mest sexede ændring i Google Analytics i lang tid!

Når jeg arbejder med optimering af brugeroplevelsen på websites, bruger jeg meget tid på, at finde ud af, hvordan de besøgende bevæger sig fra indhold til indhold, så jeg kan optimere deres oplevelse hele vejen igennem flowet. Det har traditionelt fungeret via Googles kanalvisualisering og navigations oversigten. Men nu har Google Analytics introduceret en ny flow visalisering, der giver det store overblik på en meget visuel og grafisk imponerende måde.

Sådan påvirker det dig:
Jeg er desværre ikke selv VIP nok til at have fået adgang til denne feature endnu, men udfra anmeldelser og screenshots vil jeg vurdere, at den nye flow visualisering nok ikke bliver den rapport du vil bruge mest tid på. Det her bliver en af de features, som man hiver frem, når målgruppen skal vurderes eller specifikke flows (tænk checkout flowet på netbutikker) skal optimeres. Jeg håber, at Google enten beslutter at beholde den gamle kanalvisualisering, eller at lave en mere simpel oversigt til den almene bruger af Google Analytics.

Under alle omstændigheder er det en super sexet ny feature, som jeg virkelig glæder mig til at få fingrene i.

Se flere lækre screenshots og læs om de nye visualisering her.

Konlusion

Det her var en kort oversigt over de vigtigste nye ændringer, der vil påvirke de fleste brugere af Google Analytics. Der kommer sikkert endnu flere gode nyheder fra Google, så hvis du vil følge med, skal du tage at følge Google Analytics egen blog.

Hvad med dig: Hvordan kommer de nye Google Analytics tiltag til at ændre den måde du arbejder på? Hvilke andre features håber du på, Google lancerer i fremtiden?

Kunne du lide artiklen?

Få flere praktiske tips til en bedre online forretning i min månedlige mail.

7 tanker om "De 7 vigtigste Google Analytics ændringer du burde kende til"

  1. Hey Nicolaj. Glimrende oversigt over ændringer. Ændringen i interfacet giver selvfølgelig en lang række rigtig interessante muligheder udover dem du har nævnt, bl.a. sortering af data ud fra størst forskel i antal, når man sammenligner to perioder.

    Til dit punkt 2 er det også værd at bemærke at det gav fejl i data i en periode, på en lang række konti. Jeg omtalte det her: http://www.webanalytiker.dk/2011/08/18/google-analytics-aendring-forkerte-data/

  2. Super indlæg!

    Jeg har efterhånden mange hjemmesider tilkoblet GA, og i den gamle version kunne man se en ultra hurtig oversigt over antal besøgende henholdsvis per dag, uge, måned og år. Hvor er den funktion blevet af?

    • Tallene i profiloversigten er desværre fjernet i den nye version. Jeg har ikke set en officiel begrundelse for designbeslutningen, men jeg synes også det er synd at vi mister den feature. Det er ikke den dybeste indsigt i verden, men giver alligevel et hurtigt overblik over besøgstrenden.

      Heldigvis har Google dog gjort det let at vælge “I dag”, “I går”, “Sidste uge” og “Sidste måned” i den nye datovælger og med et klik på “Sammenlign med tidligere” har du hurtigt en visning af trenden. Men du har ikke overblikket hvor du kan sammenligne dine sites, desværre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Giv mig besked ved andre kommentarer via e-mail. Du kan også abonnere uden at kommentere.