Den hurtige vej til en bedre navigation på din webside

Tager din navigation højde for, hvordan dine kunders øjne virker?

Du har hørt udtrykket Content is king, så det hænger dig langt ud af halsen. Faktum er dog, at hvis dine kunder ikke kan finde dit indhold, så kan de heller ikke købe fra dig. For at finde dit indhold, skal dine kunder bruge deres øjne (duh!), men selvom dine øjne får meget ros for at være et naturligt vidunder, er de utroligt ringe bygget til at læse tekst på en skærm.

Vores øjne er simpelthen bygget til at blive brugt i vildmarken, ikke til at klikke rundt på websites. Og det har nogle konsekvenser. Faktisk mister du op mod 27% af dine kunder, fordi de ikke kan finde det de søger. Derfor er det vigtigt at gøre dit indhold så let som muligt at finde

Du ser ikke særlig godt ud.

Altså ud ad øjnene. Ok, overskriften er søgt, men det passer.

Prøv at lave en “thumbs up” med hånden og hold den strakt ud for kroppen. Læg mærke til hvor lidt din tommelfingernegl fylder i forhold til hele dit synsfelt.

Størrelsen på tommelfingerneglen svarer til det omåde af dit syn, der kan være i fokus ad gangen. Den eneste grund til du tror, at mere af dit syn er i fokus, er at dine øjne laver nogle små hurtige bevægelser, der i hjernen sættes sammen til et komplet billede af det du kigger på.

Derfor bevæger vores øjne sig i skarpe ryk fra punkt til punkt (tak til Søren Sprogø for det uddybende link), for at få alle detaljer med. Derfor går vi også glip af det, der ikke umiddelbart springer os i øjnene. Hørt om store købsknapper, der skal adskille sig fra siden og springe i øjnene på den besøgende? Det er derfor de virker.

Hvordan det påvirker din navigation

Så meget af teksten kan dine øjne se ad gangen

Har du nogensinde overset et link, der stod lige for næsen af dig? Det sker fordi du skimter de links du ser, for at finde det, der er relevant for dig. Vi leder hurtigt og overfladisk, fordi det er den bedste strategi i det lange løb. Derfor skal du gøre dine links lette at skimte, lige meget om det er hovednavigationen på din hjemmeside, eller links midt i teksten.

Som du oplevede før med tommelfingeren, ser dine øjne bare ikke særlig meget ad gangen og det betyder at du kun når at se de første 2-3 ord i hvert link du fokuserer på. Derfor er en link tekst som

Læs mere om mine ideer til borddækning

ikke god at skimte i en situation, hvor du hurtigt skal finde det rigtige link.
Du når faktisk kun at se “Læs mere”

Læs mere om mine ideer til borddækning

Og “Læs mere” er ikke en særlig sigende beskrivelse af, hvad der er på den anden side af linket.

Indholdsgivende ord først

Den letteste måde at løse problemet på, er ved at placere de indholdsgivende ord først. De indholdsgivende ord, er dem der kommunikerer essensen af linket og gør det forskelligt fra de andre links på siden. Jeg har her markeret det indholdsgivende ord i eksemplet fra før.

Læs mere om mine ideer til borddækning

“Ideer” er det indholdsgivende ord, da jeg forestiller mig at resten af siden også handler om borddækning. Derfor er borddækning ikke det unikke i linket, da det vil fremgå i mange andre links på siden.

En hurtig forbedring af linket ville være:

Ideer til borddækning

Eller

Læs mere om mine ideer til borddækning

Nu vil en besøgende, der leder efter ideer kunne finde det ved en hurtig skimning.

Sådan gør du din produktnavigation meget bedre

Det samme gør sig gældende i en produktnavigation, hvor en omskrivning kan gøre produkterne meget lettere at overskue.

Før og efter indholdsgivende ord først. Læg mærke til hvor meget lettere eksemplet til højre er at skimte.

Pas på, at du vælger det rigtige indholdsgivende ord

Dit valg af indholdsgivende ord har meget at gøre med, hvad der ellers findes på den side brugeren er på. Handler dit website f.eks. udelukkende om borddækning vil en navigation som

  • Produkter til borddækning
  • Ideer til borddækning
  • Servietter til borddækning

Give mening, da produkter, ideer og servietter er det unikke. Men hvis sitet også omhandler andre emner, vil en opdeling som

  • Borddækningsprodukter
  • Coktailservietter
  • Bryllupsprodukter

Give mere mening, da det her er borddækning, coktail og bryllup der er det unikke.

Skal du altid bruge indholdsgivende ord først?

Nej, slet ikke. Til sider med en meget tydelig primær call to action (tænk landingssider), handler det om at få klikket og ikke om klar navigation fra side til side. Mange gange kan du faktisk få flere kliks, ved bogstaveligt talt at bede folk om at klikke på knappen (“Klik her for at bestille”). Du skal altså stadig teste r… ud af bukserne på dine calls to action. Husk at indholdsgivende ord først handler om navigation imellem indhold og ikke om calls to action.

Brug derfor indholdsgivende ord først på de sider, hvor brugeren har mange navigationsvalg og hvor du ikke har fuld kontrol over brugerens næste skridt. Blogs, hjemmesider med kundeservice artikler og kommunale indholdssites, bør gøre stor brug af dette lille trick. Og har du en netbutik, kan gøre din produktnavigation drastisk mere overskuelig, ved at følge mit lille råd.

Har du oplevet noget lignende?

Hvad er den mest frustrerende navigation du har oplevet på en webside? Hvordan kan vi gøre det lettere at finde det vi leder efter på websider? Del din oplevelse i kommentarerne, så bliver jeg glad :)

12 thoughts on “Den hurtige vej til en bedre navigation på din webside

  1. Interssant vinkel. Husk også at bruge en terminologi som kunderne forstår. Fx bruge ‘vandhane’ i stedet for ‘amatur’ som er mere korrekt, men det er ikke det kunderne forstår bedst.

    • Virkelig godt link og en fed video forklaring af sammenhængen mellem øjet og hjernen. Tak for det

      Den tillader jeg mig lige at snuppe og tilføje til indlægget. :)

  2. Super lækkert blogindlæg, der er blevet gemt ;)

    Det hænger rigtig godt sammen med de ting, jeg læste i bøgerne, 100 things every webdesigner needs to know about people og Neuro Web Design, af Susan Weinschenk.

    Uanset hvad, så test test og test. Uanset hvilket forslag, man laver, så er god brugervenlighed og brugeroplevelse en evig proces. Man rammer sjældent rigtigt i sit første forsøg, hvad angår webdesign mm.

  3. Fine pointer om semantik. Det kan somme tider lyde lidt banalt men er bare noget, der skal inddrages fra fødslen så at sige. Man skal ikke ret langt omkring på nettet for at finde eksempler der er tåkrummende og hændervridende og som burde udløse en fyreseddel sammen med et slag af en våd avis.
    I 2006 lavede vores usability guru nr. 1 en undersøgelse, som er lidt tankevækkende i denne forbindelse. Ikke om man bruger morfemer i den ene eller anden rækkefølge men mere om hvordan brugere visuelt opfatter en hjemmeside. Hvor er det man leder efter relevante oplysninger, links med mere.

    http://www.useit.com/alertbox/reading_pattern.html

    • En rigtig god artikel du der linker til, som jeg også jævnligt vender tilbage og læser. Der er mange eksempler derude, som du skriver, og problemet bunder tit i, at en tekstforfatter har prøvet at være lidt for smart i sit ordvalg. Nye, kreative udtryk har helt klart sin plads, men når det gælder navigation og generelt user interfaces på nettet, skal vi holde os til det, der er lettest at afkode eller det folk har set før og dermed hurtigt kan forstå.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong> <pre lang="" line="" escaped="" highlight="">

Notify me of followup comments via e-mail. You can also subscribe without commenting.