Nej, jeg vil ikke åbne dine links i nye vinduer

Lad være at åbne alle links på dit website i nye vinduer!

Jeg kunne sagtens stoppe indlægget her, men lige præcist dette usability problem, er så udbredt, at jeg bliver konfronteret med det i næsten hvert eneste webprojekt, jeg er involveret i. Derudover har jeg et personligt regnskab med lige præcist dette problem, for jeg hader når links popper uønskede vinduer frem. Derfor føler jeg det er nødvendigt, at bakke min påstand op med objektive beviser.

Det handler ikke om mig

Min mening er i virkeligheden pokkers ligegyldig. Hvis det betød nok for mig, at links ikke åbnede nye vinduer, kunne jeg skrive et browserplugin, der fjerner popup links fra alle sites jeg besøger fremover. Men det er ikke det, der er problemet. Popup links betyder usability problemer, der kan frustrere dine brugere og i sidste ende gøre dit site mindre brugbart. Og det mister du penge på.

Hvad er problemet så med popup links?

1. De gør ikke hvad vi forventer.

Vi tager mange ting for givet når vi interagerer med et system. Når vi kører bil, tager vi for givet at de andre bilister, op til en vis grænse, overholder reglerne for god bilkørsel. På nettet, er der ikke så mange af den slags regler. Vi er frie til, designmæssigt at gøre lige hvad vi har lyst til, godt eller skidt. Heldigvis er der dog ud af kaos’et, dukket nogle designmæssige mønstre op. Der plejer at være noget i toppen, der indikerer hvilken webside vi er på. Der plejer at være en menu i toppen eller en af siderne. Og ligeledes plejer links at åbne i det nuværende vindue.

Plejer er ikke død. Plejer er i den grad levende. Mine dørhåndtag hjemme i stuen plejer ikke, at være tilsluttet en 230 volt stikkontakt. Helt naivt går jeg ud fra, at dørhåndtaget ikke gør mig noget og at det endda vil hjælpe mig med, at træde ind rummet ved siden af. Hvis jeg ikke kunne være sikker på, at mine dørhåndtag, mere eller mindre er harmløse, ville de ikke være ligeså brugbare for mig, som de er i dag. Det er det samme med links på websider. Vi forventer blindt, at de opfører sig, som de nu engang altid har gjort og bliver forvirrede og kan komme til at lave fejl, når de ikke gør.

Jakob Nielsen siger om sagen:

Links that don’t behave as expected undermine users’ understanding of their own system. A link should be a simple hypertext reference that replaces the current page with new content. Users hate unwarranted pop-up windows. When they want the destination to appear in a new page, they can use their browser’s “open in new window” command — assuming, of course, that the link is not a piece of code that interferes with the browser’s standard behavior.

Top Ten Mistakes in Web Design

Hvilket leder mig til problem nummer 2.

2. Javascript popups giver problemer

Der findes to måder at få et link til at åbne i et nyt vindue på. Den ene gør brug af Javascript og det kan give problemer.

En typisk implementering gør brug af en såkaldt event, en hændelse, der kaldes onclick. Vi siger til browseren, at når der klikkes på linket, skal det åbnes i et nyt vindue.

Problemet her er todelt:

1. Det er ikke alle brugere der klikker.
Der findes mange alternative måder, at interagere med et link på. Du kan klikke med en mus, markere og trykke enter på tastaturet, berøre en smartphone skærm, eller for den sags skyld vrikke med storetåen (jeg har personligt set den slags interaktion, hvor mærkeligt det end lyder). Hvis vi kun tager højde for museklik (hvilket er tilfældet i de fleste Javascript implementeringer), lader vi altså nogle brugere, typisk de såkaldt svage brugere, i stikken. Det svarer til hvis min stuedør kun ville åbne, når jeg brugte højre hånd. Nogle gange har jeg altså brug for at bruge venstre hånd, eller min albue, hvis jeg f.eks. har indkøbsposer i hænderne.

2. Du sætter browserens standardopførsel ud af spillet.
Jakob Nielsen var kort inde over dette problem i ovenstående citat. Javascript linket overskriver typisk stien i standardlinket, så vi ikke kan bruge f.eks. højrekliksmenuen i browseren, til at åbne i nye faneblade, kopiere linkadressen og alle de andre smarte funktioner browseren nu engang stiller til rådighed.

Et eksempel på dette fandtes på EDBpriser‘s gamle design, hvor alle knapper til produktsiderne var kodet i Javascript. Konsekvensen var, at jeg endte med at skulle ind på hvert produkt, tjecke produktet ud, trykke tilbage for at komme ud til listen igen, trykke ind på næste produkt osv. Hvis linkene havde været kodet korrekt, kunne jeg fra listen have åbnet alle produkterne i faneblade, hvilket ville gøre det noget lettere at sammenligne dem. Heldigvis er det nye design på EDBPriser gået væk fra Javascript links. Usability sejrer i sidste ende.

Skal vi aldrig bruge popup-links?

Overordnet set er det brugeren selv, der skal bestemme, hvordan han vil åbne sit link. Der er dog nogle få situationer, hvor det giver mening at åbne et link i et popup vindue:

  • Hvis din kunde er inde i et købsflow.
    Hvis du har en kunde, som er godt i gang med at bestille en vare, er det sidste du vil have, at han forlader siden. Derfor er det ok at åbne f.eks. salgs- og leveringsbetingelser i et nyt vindue, så kunden ikke helt forsvinder fra købsflowet og er nød til at starte forfra, eller i værste fald mister alt i indkøbskurven.
  • Popup-en supplerer indholdet.
    Hvis popup vinduet indeholder et nødvendigt supplement til teksten, er det ok at bruge et popup vindue. Det kan f.eks. være en ordliste, hjælp til en webapplikation eller en video som hører til teksten.

Vær dog stadig opmærksom på, at en stor del af dine brugere fuldstændig ignorere popups og simpelthen bare lukker vinduerne uden at kigge på indholdet.

Jakob Nielsen svarer tilbage på en email fra en frustreret designer at:

To me, a pop-up is a window that is intended as a supplement to a primary browser window. Thus, it is typically smaller and it does not contain a “full” page of info. In contrast, the “new browser windows” I warned against as mistake #2 are intended to stand on their own and contain a full page.

I actually agree that pop-ups can be useful; I simply observe that users often close the pop-ups without even looking at their content. Thus, I currently warn against using them for anything essential.”

Readers’ Comments on the new Top-10 Design Mistakes

Det er selvfølgelig op til dig, hvordan du vil åbne dine links. Nu ved du lidt om, hvorfor det kan være et problem at gøre det. Og nu ved du også hvorfor, du ikke skal bede mig om at få dine links til at åbne i nye vinduer.

Har du en god historie om irriterende popup vinduer, eller kender du en god situation, hvor popups er helt uundværlige, så skriv en kommentar herunder…

4 thoughts on “Nej, jeg vil ikke åbne dine links i nye vinduer

  1. Hmm.. jeg er en anelse forvirret over dette indlæg.

    Altså de der små irriterende pop-up vinduer er jeg enig i er møgirriterende hvis man ikke har en pop-up blokker i sin browser (får så får man dem jo aldrig at se alligevel). Links mellem siderne på et website skal naturligvis også åbne i samme vindue. Men er ikke med på om du også mener at eksterne links, hvor der linkes til et helt andet site, også skal åbne i samme vindue og samme faneblad?
    Jeg synes nemlig det er enormt irriterende hvis jeg er på et site og klikker på et eksternt link hvis det åbner i samme faneblad, for jeg vil ikke nødvendigvis væk fra det site jeg var på, men bare ind på det nye også.

    Jeg er enig i at det ikke skal åbne i nye vinduer med mindre brugeren selv vælger det, men er nye faneblade til eksterne links også no-go?

  2. Jeg mener alle links, ja.

    Hvis det var en brugt konvention, at eksterne links åbnede i nye vinduer, ville det være helt i orden med denne funktionalitet. Indtil videre er det dog ikke sådan, så oplevelsen for brugeren er inkonsekvent. På nogle sites vil links åbne i nye vinduer, på andre ikke. Det er forvirrende og frustrerende. Ikke det vi er interesseret i.

    Faktum er, at nogle brugere ikke er interesseret i vinduer, der automatisk popper op. Andre bliver bare forvirret over det. Især blinde med skærmlæsere, skulle efter sigende have svært ved, at opdage, hvornår et nyt vindue er åbnet og hvordan de kommer tilbage til den forrige side (tilbage-knappen bliver jo sat ud af funktion).

    Vi skal huske på, at websider er et fattigt medie. Vi har ikke meget at kommunikere funktionalitet med. Teknologien er samtidigt så ung, at der er meget få fastsatte konventioner. Det er derfor det er utroligt vigtigt at fastholde de få konventioner, der er opstået gennem årene: Menuer ligger i toppen, eller venstre side, kontaktinfo i bunden, logo linker til forsiden og links åbner i samme vindue. Det har de gjort lige siden nettets spæde begyndelse.

    Bemærk at vi her snakker om 99% af alle websider på nettet. Noge få virkelig store spillere, som f.eks. GMail, kan dog tillade sig at bryde reglen. Disse sites kan, hvis de er heldige, bryde med mange af de gyldne usability konventioner, da brugerne er gengangere og lærer sitet’s små finurligheder over tid. Vi snakker sites med faste brugere og med en fastslået konvention for brug af links. GMail er desuden en webapplikation, der efterligner funktionalitet vi kender fra f.eks. Outlook, hvor links jo præcist åbner i et nyt vindue og ikke i Outlooks applikation.

    Generelt set: Dine brugere skal have friheden til selv at vælge, at åbne links i nye vinduer. Hvis du vil åbne et link i et nyt faneblad, kan du jo holde CTRL nede samtidig med du trykker. Hvis du derimod tvinger en uventet funktionalitet, der ikke kan slås fra, ned over hovederne på dine brugere mener jeg principielt det er forkert at gøre.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong> <pre lang="" line="" escaped="" highlight="">

Notify me of followup comments via e-mail. You can also subscribe without commenting.